Refleksioner fra præsterne

Grædstrup 

og

Sønder Vissing 

Sogne

Kristi Himmelfart



I dag er det Kristi Himmelfart.

Den dag, hvor Jesus blev taget op i himlen, for at sidde ved Guds højre hånd.

Disciplene stod alene tilbage og kiggede betuttet op i himlen, for hvad skete der lige?

De skal nu til at klare sig selv uden at kunne spørge Jesus til råds eller høre alle hans gode fortællinger om, hvordan Gud er. Nu skal de leve på det, som de allerede har fået. Nu er tiden, hvor de selv skal tage ansvar for deres liv igen, som før de mødte Jesus.

De skal tilbage til hverdagen, til det helt almindelige dagligdags liv.

Og alligevel ikke, for deres liv er jo forandret. Intet bliver som det var før. Før tiden med Jesus.

Forandring ændrer os. Disciplene var forandret og deres liv var forandret.

Vi har også været meget i forandring de sidste måneder.

Vores liver blevet vendt op og ned. De ting, som vi gjorde, biograf, teater, at mødes med venner og familie, ganske naturlige ting i vores liv, som vi ikke tænkte over. De var selvfølgeligheder. Vi gjorde det da bare. Vi gik ud at spise, vi drak kaffe sammen. Vi mødtes ansigt til ansigt. Vi gav hinanden knus og kram.

Pludselig kunne vi det ikke mere. Vi var, som i et spil Ludo, slået hjem. Hjem i bogstaveligt forstand. Vi sad bare der og kunne ikke ret meget andet.

Nu bliver der åbnet stille og roligt op. Vi skal til at leve hverdagslivet igen.

Men vores hverdagsliv er også forandret. Vi kan endnu ikke gøre helt som vi vil. Vi skal vaske, spritte og holde afstand.

Disciplene skulle ud og forme deres liv igen. Men de havde noget med sig fra tiden med Jesus.

Et nyt syn på Gud, som god og kærlig. De havde fået et nyt liv med nyt indhold. Deres nye opgave i livet var at fortælle om alt det fantastiske, som de gennem Jesus havde oplevet, indset og fået tro på.

Så livsomvæltende er Corona krisen måske ikke for os, og dog.

For vi har også lært noget om vores medmennesker gennem krisen. Vi har hjulpet hinanden, vi har arbejdet på andre måder. Vi har måske også set sider af andre mennesker, som vi ikke kendte. Måske også nye sider af os selv.

Vores tro har også skullet bestå sin prøve. For kan en god og kærlig Gud lade en epidemi hærge?

Ingen, uanset tro, kommer gennem livet uden at møde ting, som vi gerne ville være foruden og ingen af os kommer gennem livet uden at stille spørgsmål til vores tro.

Det svære i troen er jo, at vi ikke får et mobil opkald fra Gud, der lige sætter det hele på plads.

Vi skal slev søge og lede efter svar. Og somme tider er det ikke lige til, vi kan føle os forladte af Gud.

Men som Gud ikke forlod Jesus, selv ikke på korset, da Jesus råbte: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”

Sådan har Gud ikke forladt os, selv ikke når vi tror det.

Det må vi holde fast i og tro på er sandt.

Så kan vi genoptage vores hverdag igen, tro på livet og ikke glemme, hvad vi fik af nye erfaringer i krisen.

God Kristi Himmelfart!

Pia Skovmose Jensen